Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Mellem venner







Ny sæson på Den Jyske Opera

Sæson 2019-2020 på Den Jyske Opera

publiceret: 16.11.2018 11:20

Den Jyske Opera har løftet sløret for sæson 2019-20. I august 2019 er den klar til at føre publikum tilbage til den mørke, tidlige renæssance under de tyske borgerkrige for at møde Martin Luther i en klostercelle i Wittenberg i operaen Michael Kohlhaas af den danske komponist Paul von Klenau.

På Danmarksturné i efteråret 2019 føres publikum til en snedækket lysning i en russisk birkeskov i begyndelsen af 1800- tallet for at se to lidenskabelige mænd i duel på grund af kærligheden til en kvinde i Tjakovskijs Eugen Onegin.

I foråret 2020 kan operagæster i hele landet opleve seraillet, et mystisk, orientalsk harem, og se kampen mellem to fængslede kvinder og fire mænd i Mozarts Bortførelsen fra Seraillet.

2019-20 er en helt særlig sæson, hvor Den Jyske Opera for første gang nogensinde samarbejder med Aarhus Teater om en samlet musikteaterproduktion. Sammen skaber de to huse en forestilling, der giver en ny vinkel på den legendariske grev Dracula. Operaen byder også på et gensyn med babyoperaen HjerteLyd, fordi det aldrig er for tidligt at opdage musikkens magiske verden.

"Vi er klar til at forføre dig med hele vores håndværk i teatrets farverige verden, til at fortrylle dig med det mest globale sprog - musikken - og til at diskutere nogle af de mest påtrængende spørgsmål i livet her i begyndelsen af det 21. århundrede." - siger Philipp Kochheim, operachef Den Jyske Opera.

Den danske serie sætter fokus på en række af ældre og næsten glemte danske operaer. Operaen Michael Kohlhaas er den anden i serien. Den første opera i Den danske serie er Kleopatra, som opføres i foråret 2019.

Billetsalget til HjerteLyd og Dracula er åbent. Billetsalget til øvrige forestillinger åbner i foråret 2019 hos landets teaterforeninger og spillesteder. Følg med på www.jyske-opera.dk. Sæsonpræsentation med gratis smagsprøver fra den kommende sæson: Opera i parken med Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester lørdag 22. juni kl. 15.00 i Skanseparken, Aarhus.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk