Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Mellem venner







SemperOperaen

Operatur til Dresden

publiceret: 17.07.2012 22:50

Som tidligere informeret blev vi nødt til at aflyse den planlagte tur til Firenze pga. kaotiske tilstande i forbindelse med indvielse af det nye operahus. Siden har vi arbejdet på at arrangere en erstatningstur. Vi kan derfor med glæde informere at efterårets operatur vil gå til SemperOperaen i Dresden, hvor vi får mulighed for at se 3 enestående mesterværker: Beethovens Fidelio, Donizettis Elskovsdrikken og Puccinis Tosca. Alene Tosca er rejsen til Dresden værd, idet den overalt eftertragtede hollandske sopran, Eva-Maria Westbroek, synger titelrollen.

Turen vil være af 5 dages varighed fra søndag 30. september til og med torsdag 4. oktober 2012 og foregår med bus fra Århus. Vi er i gang med at undersøge muligheder for overnatning på et godt hotel i nærheden af det historiske Altstadt. Da nogle detaljer endnu ikke er faldet på plads, er vi ikke i stand til at oplyse turens nøjagtige pris; vi kan dog sige at den næppe vil overstige 5.900 kr. Prisen vil omfatte transport i en komfortabel langtursbus Århus-Dresden t/r, 4 overnatninger i dobbeltværelse med morgenmad og 3 operabilletter i den bedste/næstbedste priskategori. Tillæg for enkeltværelse vil typisk udgøre ca. 950 kr.

På trods af de enkelte løse ender har bestyrelsen besluttet at åbne for tilmeldinger til turen. Vi skal nemlig handle meget hurtigt, da vores billetreservation udløber 25. august – til den tid skal alle billetter være forudbetalt. På grund af ferien og den meget stramme tidsplan udløber tilmeldingsfristen fredag 10. august. Depositumsbeløbet udgør denne gang 3.000 kr. pr. person.

Tilmelding til turen kan foretages på den elektroniske kupon på vores hjemmeside (under bestilling). Vi har kun fået tilsagn om 45 pladser til alle operaforestillinger, uden mulighed for forøgelse af billetkvotaen. Derfor ekspederes alle tilmeldinger i den rækkefølge, de ankommer. Overtegnes turen i løbet af få dage, afgør vi deltagelse ved hjælp af lodtrækningen, der foretages blandt alle rettidigt tilsendte tilmeldinger. Snarest efter fristens udløb udsender vi bekræftelse på deltagelse i turen samt yderligere information om restbetaling.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk