Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail sitemap

Rundt omkring








Tina Kiberg i Die Frau ohne Schatten

Sæsonen 2010/2011 på Den Kongelige Opera

publiceret: 10.03.2010 16:20

To om ikke så længe forhenværende chefer, operachef Kasper Holten og chefdirigent Michael Schønwandt, stod i spidsen, da Den Kongelige Opera i mandags kunne præsentere programmet for sæson 2010-2011. Det bliver en sæson, hvor hovedvægten i nyopsætningerne er lagt på det romantiske repertoire, tilsat nutidspræg i form af Alban Bergs moderne klassiker Lulu og en helt nyskrevet opera med musik af Poul Ruders og libretto af Henrik Engelbrecht.
Den nye sæson ser således ud:

PREMIERER:
Dancer in the Dark - Lars von Triers hjertegribende film, der vandt De gyldne palmer i Cannes i 2000, har inspireret den internationalt profilerede, danske komponist Poul Ruders til en ny opera med libretto af Henrik Engelbrecht. Operaen fokuserer på kvinden Selma, der vælger at ofre sit eget liv for at sikre sin søn en øjenoperation. Billedkunstneren Christian Lemmerz skaber en storslået, gotisk scenografi til operachef Kasper Holtens iscenesættelse, og chefdirigent Michael Schønwandt dirigerer Det Kongelige Kapel.

Nabucco - Verdis første store succes kan nu for første gang opleves på Det Kongelige Teater - en opera, der har meget mere at byde på end det berømte fangekor. I hænderne på den unge, svenske instruktør Elisabeth Linton og scenograf Herbert Murauer bliver operaen en voldsom fortælling, hvor blodet flyder og magtmisbrug er en del af hverdagen. Verdis dramatiske og medrivende musik er lagt i hænderne på den italienske dirigent Pier Giorgio Morandi og én af Den Kongelige Operas internationalt efterspurgte sangere, John Lundgren, varetager titelpartiet som den splittede hersker.

Lulu - en grådig femme fatale, der begæres af alle omkring hende – men alle, der møder hende, går til grunde. Efter succesen med Wozzeck i forrige sæson opføres Bergs anden opera, Lulu, nu for første gang på Det Kongelige Teater. Den unge, norske stjerneinstruktør Stefan Herheim, en af verdens mest efterspurgte operainstruktører, debuterer på Det Kongelige Teater, og det musikalske er i trygge hænder hos Berg-eksperten Michael Boder. Ved opførelserne på Det Kongelige Teater kan Lulu for første gang nogen sinde opleves med komponisten Eberhard Klokes rekonstruktion af operaens ufuldendte 3. akt.

Madama Butterfly - To kulturer mødes og sød musik opstår i Puccinis gribende opera om kærligheden mellem en japansk geisha og en amerikansk søofficer. Men naturligvis ender det galt i den opera, der er kendt som tåreperseren over alle, da Butterfly må se sig svigtet og alle sine drømme knust. Giordano Bellincampi, der med stor succes har dirigeret en lang række Puccini-operaer på Det Kongelige Teater, står i spidsen for samtlige opførelser, mens den engelske mesterinstruktør Stephen Langridge efter opsætninger i London og Salzburg skaber en helt ny opsætning til Det Kongelige Teater.

Boris Godunov - Boris’ vej til magten er baseret på et barnemord, der hjemsøger ham og langsomt frarøver ham forstanden. Den russiske instruktør og scenograf, Dmitri Tcherniakov, som har sine rødder i Mariinskij-teatret og Bolsjojoperaen, lader handlingen udspille sig i det moderne Rusland med fokus på helt aktuelle problemstillinger som magt og manipulation. Jakub Hrusa, en ung tjekkisk dirigent med en kometkarriere, står i spidsen for et virkelig stærkt sangerhold og et af verdens bedste operakor udvidet til hele 84 personer.

Romèo et Juliette - Shakespeares udødelige kærlighedshistorie om to unge elskende født under en skæbnesvanger stjerne har inspireret Gounod til at skabe vidunderlig smuk musik over fortællingen om Romeo og Julies passionerede kærlighed og tragiske endeligt. Rollerne som parret, der lever stærkt og dør unge, synges af to rutinerede operasolister, Inger Dam-Jensen og Niels Jørgen Riis, samt af de to nye medlemmer af Den Kongelige Operas solistensemble, Sine Bundgaard og Peter Lodahl. Alexander Shelley, der havde stor succes med Den glade enke, dirigerer Gounods klassiker.

Die Frau ohne Schatten - Operachef Kasper Holten og chefdirigent Michael Schønwandt tager afsked med Den Kongelige Opera med den ultimative Strauss-opera. Værket er en kraftpræstation for alle operahuse, der giver sig i lag med det, og det kræver stemmer og orkester på verdensplan - og nu binder Den Kongelige Opera an med det. Værket er en eventyrlig og grum fortælling om en kejserinde, der er ufrugtbar, fordi hun ikke kaster skygge. Hun har kun tre dage til at finde en anden kvinde, der vil overlade hende sin skygge, ellers er alt forbi. Men i sidste øjeblik forstår kejserinden, at hun aldrig kan blive lykkelig ved at franarre en anden kvinde hendes frugtbarhed, og hun ofrer sig og forløser dermed en hel verden, der er bundet i smerte og angst.

REPREMIERER:
Der er 4 repremierer: Tristan og Isolde, La Bohème og Turandot.

Den Jyske Operas Venner ▪ Postboks 33 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ e-mail: mail@djo-venner.dk