Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Mellem venner







Ny sæson på Den Jyske Opera

Den Jyske Operas nye sæson om kærlighedens magt

publiceret: 16.12.2014 11:20

Den Jyske Opera har netop offentliggjort repertoireplaner for sæsonen 2015/2016.

I efteråret 2015 turnerer kompagniet med den danske premiere på L’amico Fritz – en komedie om at finde den eneste ene. Det er en sjov og romantisk italiensk opera af Pietro Mascagni (ham med Cavalleria rusticana). L’amico Fritz handler om ungkarlen Fritz, der er så bange for at blive gift, at hans ven må lokke ham ind i en kærlighedsaffære med en smuk, ung kvinde. Den hjertegribende kærlighedshistorie om, hvor svært og alligevel dejligt det kan være at blive forelsket, er fyldt med vidunderlig musik.
Premiere 2. oktober 2015 i Odense Koncerthus. Turné rundt i Danmark til 28. november 2015

I foråret 2016 viser Operaen Puccinis elskede Madama Butterfly. Den hjerteskærende historie om en uskyldig, japansk kvinde, hvis liv ødelægges af hendes amerikanske elskers troløshed, har været blandt operapublikummets favoritter siden førsteopførelsen i 1904. Efter den romantiske Mimi i La bohème i sæson 2014-15 og den lidenskabelige Tosca i sæson 2012-13, kan publikum nu møde Puccinis måske mest tragiske heltinde, den smukke, men naive Cio-Cio-San.
Premiere 5. februar 2016 i Musikhuset Aarhus, derefter turné rundt i Danmark til 21. marts 2016.

Efter publikumssuccesen med Lev og Elsk med Den Jyske Operas Kor præsenteres der nu Helte & skurke: en scenisk operakoncert for både operaelskere og operajomfruer. For enden af tunnellen er en helt nyskrevet opera for børn fra 8 år i samarbejde med Limfjordsteatret.
Den har premiere i marts 2015 og kommer på Danmarksturné i både sæson 2014-15 og 2015-16 (september-november 2015).

Sæsonen sluttes i august 2016 med en sommerforestilling i Musikhuset Aarhus. Det bliver Vincenzo Bellinis opera Puritanerne i en koproduktion med Welsh National Opera. Rammen er den engelske borgerkrig, som har delt landet mellem på den ene side puritanerne, som støtter parlamentet og på den anden side de kongetro royalister. Operaen fortæller historien om puritaneren Elviras kærlighed til royalisten Arturo og om, hvordan politik og familieforhold river dem fra hinanden. Det er en opera, der er berømt for sin fantastisk smukke musik.
Premiere i Musikhuset Aarhus 17.-21. august 2016.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk